Om at møde "drømmelæseren" og "mareridtslæseren" i én og samme person

Når man skriver en krimi, tænker man helt vildt meget i vidensfordeling. Hvad ved personerne? hvad ved detektiverne? hvad ved mistænkte? hvad ved fortælleren? hvad ved forfatteren? og ikke mindst: hvad ved læserne? Hvad giver man af viden til de forskellige lag undervejs? Og hvornår gør man det? Det er spillet mellem alle disse lag, der gør krimien helt vildt udfordrende og fascinerende at tilrettelægge. Ingen må gennemskue for meget, før alle spor er lagt ud. Men alle må meget gerne gennemskue så meget, at de tænker med på linje med detektiven, når de læser. Forfatteren bag det hele skal bare helst ligge højst i hierarkiet. Det er vigtigt

Når man så skriver en politikrimi, som jeg har valgt med "Den vilde", skriver man på en risiko. Men henvender sig selvfølgelig i processen med spørgsmål til Bornholms politi, taler med politikfolk, researcher også helt vildt, tjekker dit og dat: Hvordan er deres organisation? hvilken rækkefølge gør de tingene i? hvilke biler kører de i? hvilken kaffemaskine har de på Politigården i Rønne? Men det er ikke alt, man MÅ vide - det gælder ikke mindst i forbindelse med emner som Folkemødet - og der er jo derfor altid denne nagende sten i skoen af en risiko for, at man pludselig kan møde en læser, der bare ligger meget højere i videns-hierarkiet end en selv. Drømmelæseren, som forstår og ser alt - eller i krimisammenhæng rettere: den skræmmende, alvidende mareridtslæser. Denne læser har jeg haft bange tanker om, og denne læser stod lyslevende foran mig to dage før jul.

Jeg var blevet bedt om at komme til Schreiners Bog og Ide i Tarup, Odense for at deltage i deres store julekalender. Jeg fik en stak af Den vilde med ud foran butikken - og en vand fra "Den vilde kilde" (fotoet)- og skulle så gennem mundbind og sprittåger trække folk til og fortælle dem om konkurrencen, om alle de bøger, de kunne vinde. Og ikke mindst skulle jeg berette om min egen bog, som jeg gerne signerede. Det gik så fint, jeg fik talt med så mange søde læseheste og fik også signeret flere. Indtil ...

"Den handler om en drabsopklaring, som finder sted i skyggen af Folkemødet., " fortalte jeg den høje mand, der nu stod foran mig og netop havde fortalt mig, at han læste meget krimier. Jeg fortsatte: "Hovedpersonerne er Stina Funk, en efterforsker, som er flyttet hjem til et vikariat på Bornholm efter mange år i København, og hendes makker, Jens Tjøller, som er fastboende bornholmer og analytiker ..." Og lige der blev jeg afbrudt. "Nej, hvor pudsigt. Jeg er analytiker ved Politiet her i Odense, og jeg har været med arbejdet på Folkemødet ..." sagde han og smilede bag mundbindet. 'Hurra', tænkte jeg og hev efter vejret, 'denne mand er min drømmelæser. Han SKAL bare læse min bog'. Og umiddelbart efter tænkte jeg: 'Hjælp, denne mand er min mareridtslæser. Han ved meget mere end mig, han skal bare IKKE læse min bog'. Vi talte længe, om Bornholm og bøger, og det var en rigtig hyggelig samtale, men hele tiden tænkte jeg for og imod. Han købte ikke umiddelbart "Den vilde", så efterhånden åndede jeg lettet op ... Men så var det jo, at hans mor kom, og han sagde til hende, at han ønskede sig "Den vilde" til jul, signeret. Og det var så det jeg gjorde. Signerede - med rystende hænder, mens jeg tænkte: okay, alt dét, denne analytiker ved, jeg har gjort forkert, må han forhåbentligt ikke sige offentligt ... og jeg kan vel også altid læne mig op ad den kunstneriske frihed …

Lad det ikke ske for ofte